Vejledning til cementformulering: Tilsætningsstoffer, celluloseethere og vandbehov

En tørblandingsproducent bytter en celluloseetherkvalitet ud med et billigere alternativ, beholder den samme dosering, og fliseklæberen, der bestod hver prøvebænk, begynder at glide af murskeen på stedet en uge senere. Intet ved cementen ændrede sig. Det, der ændrede sig, var, hvor længe blandingen holdt på vandet.

Cementformulering er arbejdet med at bestemme, hvad der skal indgå i en cementbaseret blanding, i hvilken størrelsesorden og hvorfor. Konklusionen først: bindemidlet sætter ydeevneloftet for en mørtel, puds, fugemasse eller klæbemiddel, men vandretention, partikelklassificering og additivpakken bestemmer, hvor tæt du rent faktisk kommer på det loft. Få vandbalancen forkert, og ingen ekstra cement vil redde blandingen.

Hvad er en cementformulering lavet af

En cementbaseret tørblanding er bygget af fire grupper af ingredienser: bindemiddel, fyldstof eller tilslag, blandevand og funktionelle additiver doseret i meget små mængder. Bindemidlet er normalt almindelig Portlandcement (CEM I under EN 197-1) eller en blandet cement, nogle gange kombineret med gips, hydreret kalk eller calciumaluminat, hvor afbindingsadfærden skal justeres. Fyldstoffer som silicasand, kalkstenspulver eller letvægtstilslag fylder volumen og indstiller graderingskurven.

Tilsætningsstoffer er, hvor en formulering adskiller sig fra en anden, og de doseres i gram pr. kilogram snarere end som en andel af helheden. Områderne i tabel 1 afspejler almindelig tørblandingspraksis; behandl dem som startvinduer, fordi målstandarden, den lokale sandklassificering og bindemidlets vandbehov alle forskyder tallene.

Vandophobning er den variabel, der bestemmer de fleste resultater

Cement har brug for omkring 0,40 til 0,42 dele vand pr. del cement for at hydrere sine klinkfaser fuldt ud. Praktiske mørtler blandes ved 0,40 til 0,55, fordi bearbejdeligheden kræver det, så en stor del af blandevandet er porevand, der aldrig er kemisk bundet. Porevand forlader på tre måder: indsugning i underlaget, fordampning fra overfladen og blødning mod toppen af ​​laget.

Når vandet forlader hurtigere, end cementen forbruger det, er resultatet forudsigeligt: ​​ufuldstændig hydrering, svage overfladelag, krympningsrevner og klæbemiddel, der består en tør laboratorietest, men fejler efter en varm eftermiddag på stedet.

Dette er den centrale opgave for celluloseether i et cementsystem. Molekylerne adsorberer på cementpartikler og hæver viskositeten af ​​poreopløsningen, hvilket bremser vandbevægelsen, mens filmen de danner holder vand inde i den friske mørtel. Vandophobningen kan måles direkte med filterpapirmetoden beskrevet i EN 1015-8, og det er værd at køre på hver ny æterkvalitet i stedet for at stole på et datablad alene.

Diagramnote: dette er en retningsbestemt illustration af almindelig adfærd, ikke målte testdata. Den reelle kurve afhænger af etherkvaliteten, dens viskositet og resten af ​​blandingen.

Tilpasning af ethertypen til cementsystemet

Fire ethere dominerer cementbaserede tørblandinger: HEC, HEMC, HPMC og HPS. De er ikke udskiftelige, fordi substituentgrupperne bestemmer, hvordan molekylet opfører sig i vand, ved hvilken temperatur det geler, og hvor meget luft det trækker ind i blandingen.

HPMC og HEMC er cement- og gipsmørtlers arbejdsheste. Begge leverer stærk vandretention, og begge udviser termisk gelering i vand ved ca. 55 til 70 °C, hvilket er grunden til, at varmklimaets bearbejdelighed skal testes i stedet for at antage. HEMC medtager generelt mindre luft end HPMC, hvilket betyder noget, når en tæt reparationsmørtel er målet. HEC tilbyder god vandretention med lavere fortykkelse og lav luftindblanding, hvilket passer mere til vandbaserede belægninger og borevæsker end mørtler med tykt leje.

HPS er en stivelsesether snarere end en celluloseether: den tilføjer vandretention og udtalt nedbrydningsmodstand til beskedne omkostninger og bruges ofte sammen med en celluloseether for at balancere ydeevne mod pris. Viskositet, angivet for en 2% opløsning ved 20 °C, betyder lige så meget som kemi. Kvaliteter i intervallet 40.000 til 75.000 mPa·s anvendes i vid udstrækning i fliseklæbemidler, mens kvaliteter med lavere viskositet omkring 4.000 til 15.000 mPa·s er almindelige i selvnivellerende forbindelser, hvor blandingen stadig skal flyde. Behandl disse som brede guider og bekræft det faktiske vindue med din leverandør.

EASONZELL™ ME Series* byggematerialekvalitet EASONZELL™ ME Hydroxyethyl Methyl Cellulose (HEMC) er et farveløst og lugtløst pulver eller granulat, let opløseligt i både varmt og koldt vand, hvilket giver en klar og visc... Se produkt →

RDP og adhæsionshalvdelen af formuleringen

Redispergerbart polymerpulver er det andet tilsætningsstof, der adskiller en grundlæggende cementmørtel fra et klæbemiddel i specifikation. Spraytørret fra en polymerdispersion redispergerer den i blandevandet og danner en polymerfilm, efterhånden som mørtlen tørrer, hvilket danner bro mellem cementhydrater og tilslag.

I praksis gør den film skør vedhæftning til træk- og forskydningsstyrke, der overlever vandnedsænkning og varmeældning, hvilket er forskellen mellem en C1- og en C2-klassificering i henhold til EN 12004. Typiske tilsætninger i fliseklæbemidler ligger mellem omkring 1% og 4% af tørblandingen. Herunder er filmen ikke kontinuerlig; langt over det stiger omkostningerne hurtigere end målbar ydeevne.

De fleste planter behandler RDP og celluloseether som én pakke i stedet for to separate indkøb, fordi begge styrer, hvordan den friske blanding opfører sig. Måden, hvorpå disse komponenter kombineres på tværs af puds, fuger og udjævningsmasser, er dækket i denne vejledning tørblandede mørteltilsætningsstoffer .

Resin Dispersible Powder (RDP) Resin Dispersible Powder (RDP) er et højtydende byggematerialeadditiv, der er meget udbredt i mørtler, belægninger, klæbemidler og andre produkter, hvilket giver betydelige ... Se produkt →

Fejl, der peger direkte tilbage til formuleringen

De fleste feltklager spores tilbage til en håndfuld formuleringsvalg. Symptomet peger normalt på årsagen.

• Sager eller glider på et lodret underlag: Åbningstiden er for kort, eller blandingen mangler tiksotropi. Hæv celluloseetheren eller tilsæt HPS i stedet for at tilføje mere vand.
• Fin revner i tynde lag: Vand forlader hurtigere, end bindemidlet kan hydrere. Tjek etherdosering, fyldstofklassificering og substratsugning.
• Svag vedhæftning efter vandnedsænkning: RDP er for lavt til eksponeringsklassen, eller cementindholdet er skåret for langt.
• Klumper, når pulver møder vand: æteren spredes ikke. Gennemgå partikelstørrelse, blandingsrækkefølge og forskydning.
• Nålehuller og en porøs overflade: luftindtaget er for højt. Reducer etherdosis eller tilsæt en skumdæmper.
• Blomstring på den færdige overflade: vand migrerer gennem laget. Forbedre vandretention og kontrol med tilsætning af vand på stedet.

En praktisk arbejdsgang fra specifikation til prøvebatch

1. Fastgør standarden og testlisten, inden du rører ved recepten: EN 998-1 eller EN 998-2 for puds og murmørtler, EN 12004 for fliseklæbemidler, plus de tilsvarende klæbe- og vandfastholdelsesmetoder.
2. Indstil vandbehovet ved at prøve, ikke ved at kopiere en anden leverandørs nummer. Konsistens i spanden skal matche den murske eller pumpe, der placerer blandingen.
3. Byg graderingskurven ud fra lokalt tilgængeligt sand eller spartelmasse først, fordi gradering sætter vandbehovet og krympningen mere end noget tilsætningsstof kan.
4. Doser celluloseetheren for at nå den vandophobning, du har brug for, og tjek derefter åbningstiden igen, før du rækker ud efter en retarder.
5. Doser RDP i forhold til eksponeringsklassen, og kontroller adhæsion efter vandnedsænkning og varmeældning.
6. Tilføj sekundære komponenter én ad gangen, så hver ændring kan spores, hvis et resultat flytter sig.
7. Kør planteforsøget med produktionssand og produktionsblandingsudstyr; en laboratorieblander og en planteblander stemmer aldrig helt overens.

Når målet er et deformerbart tyndt lag klæbemiddel, er karaktervalgseksempler og doseringslogik angivet i denne oversigt over HPMC til fliseklæber .

Indkøbstjek, før du forpligter dig til en karakter

At skifte etherleverandør er en formuleringsændring, ikke en indkøbsdetalje. Inden du forpligter dig, skal du bede om et teknisk datablad, et sikkerhedsdatablad og et analysecertifikat for den aktuelle batch, og derefter sammenligne substitutionstype og -grad, viskositet, fugtindhold og partikelstørrelse med den kvalitet, du udskifter.

• Batch-til-batch variation i viskositet og fugt, ikke kun certifikatgennemsnittet.
• Konsistens i substitutionsmønsteret mellem forsendelser, især for HEMC og HPMC.
• Emballageintegritet og holdbarhed, da celluloseethere er hygroskopiske og optager fugt i fugtige lagre.
• Opbevaringsdisciplin på stedet: tør, ventileret, først ind, først ud.
• Om leverandøren selv fremstiller æteren eller forhandler den, for det afgør, hvor hurtigt en afvigelse kan undersøges.

En producent som Zhejiang Yisheng New Material angiver en årlig celluloseetherkapacitet på 15.000 tons og klassificerer sit EASONZELL-sortiment efter slutbrug, hvilket hjælper, når en plante kører fliseklæber, spartelmasse og selvnivellerende blanding på samme linje.

EASONZELL™ MP Series* Arkitektonisk kvalitet EASONZELL™ MP hydroxypropylmethylcellulose (HPMC) er en alsidig ikke-ionisk celluloseetherpolymer, der finder omfattende anvendelser på tværs af forskellige industrier, herunder... Se produkt →